Now

[Anonymous]

Jeg er den, de kalder ‘midlertidig fast’. Det betyder, at jeg har siddet på samme kontorstol i regnskabsafdelingen i fire år, men mit navn står ikke på døren. Mine opgaver er de samme hver måned: fakturaer, udgiftsrapporter, moms. Det er præcist, menneskefrit og sikkert. Min chef, Henrik, siger altid: “Du er vores stabile kerne, Ida.” Hvad han mener er: “Du gør aldrig noget uventet.”

Min lidenskab er noget helt andet. Jeg laver kunstbøger. Små, håndbundne bøger med egne illustrationer og poesi. Det er en verden af uperfekt papir, blækpletter og smukke fejl. Hver aften sidder jeg i mit lille køkken-alrum og arbejder. Men mellem regnskab og kunst ligger en kløft af træthed. Sjælen er slidt, når dagen er omme.

For et halvt år siden kom jeg til at nævne mine bøger for en kollega ved kaffemaskinen. Hun sagde: “Det lyder spændende! Du burde vise dem frem!” En uge senere kom Henrik forbi mit bord. “Jeg hører, du laver… bøger?” sagde han, som om jeg havde sagt jeg tæmmede ugler. “Måske kunne det være noget til firmaets jubilæumsudstilling? Noget personligt, du ved?” Jubilæumsudstillingen var om to måneder. En stor begivenhed med kunder og partnere. Et splitsekund følte jeg en spænding. Så sagde han: “Men hold det professionelt, ikke? Intet for… abstrakt.”

Abstrakt. Et kodet ord for ‘personligt’. Jeg nikkede. Jeg gik i gang. Jeg blev ved med at lave mine bøger om aftenen, men nu med en knude i maven. Hver tegning blev vurderet: Var den ‘professionel’ nok? Jeg lavede en serie om kontorliv. En blyant, en kaffekop, en plants. De blev pæne. Kedelige. De mistede sjælen.

To uger før udstillingen holdt jeg en af bøgerne i hånden. Den var perfekt. Og den var død. Jeg følte mig som en forræder mod mig selv. Den aften græd jeg af frustration ved køkkenbordet. Jeg ville ikke stille ud. Jeg ville ikke lade Henrik og hele firmaet se denne karikeret version af mig. Men at trække sig ville være et nederlag.

Jeg åbnen min laptop for at sende en mail om aflysning. Men i stedet begyndte jeg at søge på alt muligt andet. Jeg ville væk. Fra mig selv. Fra valget. Jeg kom i tanke om en podcast, jeg havde hørt, hvor værtten fortalte om at slappe af med små spil. “Nogle gange, når mit kreative flow er blokeret, spiller jeg et helt meningsløst spil i ti minutter. Et simpelt spil uden rofus, hvor jeg ikke skal være god til noget. Det nulstiller hjernen.” Et spil uden rofus. Det lød som et instrument. En reset-knap.

Jeg fandt et sted. Jeg satte 150 kroner ind. En symbolsk sum for en symbolsk handling. Jeg ledte efter et spil, der mindede om noget. Jeg fandt et kaldet “Kreativens Værksted”. Det havde ikoner af pensler, paletter, blyanter. Det var nærmest parodisk. Jeg trykkede på spin. En palet, en blyant, en blækplet. Intet. Jeg trykkede igen. Jeg tænkte på mine kedelige kontorbøger. Trykkede. Tankerne var en sump. Jeg trykkede måske tyve gange. Saldoen faldt til 30 kroner.

Så gjorde jeg noget. Jeg ændrede ikke indsatsen. Jeg ændrede strategien. I stedet for at trykke på ‘spin’ trykkede jeg på ‘autoplay’. Jeg satte det til ti spins. Jeg rejste mig, gik ud og lavede en kop te. Jeg overlod det til maskinen. Jeg ville ikke engang være til stede ved min egen meningsløse afspænding.

Da jeg kom tilbage, dansede skærmen. Det tiende og sidste spin var stadig i gang. Hjulene sænkede farten. Gylden blyant. Gylden blyant. Gylden blyant. Hele skærmen blev oversvømmet af et varmt, guldent lys. En lyd som af en tusind digte der blev skrevet på én gang fyldte rummet. “MESTERVAERK BONUS” læste jeg.

Bonusrunden var enkel. Jeg skulle vælge mellem fem blanke lærreder. Jeg trykkede tilfældigt på et. Det afslørede et multiplikator: x25. Så begyndte en serie af frie spins, hvor hver gevinst blev ganget med 25. Tallene i hjørnet, som jeg havde ignoreret, forvandlede sig til et vildt balletal. 500. 1.250. 3.100. 8.000. Det toppede ved 22.750 kroner.

22.750 kroner. For tre gyldne blyanter, mens jeg var ude og lave te.

Jeg satte mig. Først kom latteren. En hysterisk, befriende latter. Så kom gråden. Ikke af sorg. Af en gennemborende erkendelse: Jeg havde forsøgt at kontrollere alt. Mine bøger. Mit image. Selv min afslapning havde jeg villet styre med en autoplay-funktion. Og hvad fik jeg? Et jackpot, da jeg vendte ryggen til. Universet skreg: “STOP MED AT KONTROLLERE!”

Jeg udbetalte. Jeg ventede til pengene stod på kontoen. Dagen før jubilæumsudstillingen gik jeg ind til Henrik. “Jeg stiller ikke ud,” sagde jeg. Hans øjenbryn skød i vejret. “Jeg har fundet en bedre måde at markere jubilæet på,” fortsatte jeg. “Jeg vil bruge mit eget overskud fra et personligt projekt til at etablere en ‘Kreativ Puls’ for afdelingen. En årlig pulje på 20.000 kroner, som enhver medarbejder kan ansøge om, til at dække udstyr eller kurser i et kreativt hobbyprojekt – madlavning, keramik, foto, alt. For at mindske stress og øge trivsel.” Jeg havde regnet på det. 20.000 fra min gevinst, og så ville jeg få firmaet til at matche med 5.000. Henrik stirrede. Så sagde han, langsomt: “Det er… faktisk en meget professionel og velovervejet idé. Meget solidt.” Det sidste ord var hans højeste kompliment.

“Tak,” sagde jeg. “Det starter til næste års budget.”

Og sådan blev det. ‘Kreativ Puls’ blev en realitet. Den første ansøger var en ung IT-fyr, der ville have en drejebænk til keramik. Da han fortalte om det ved en frokost, lyste han op på en måde, jeg aldrig havde set før.

Mine egne bøger? Jeg gik tilbage til at lave dem for mig selv. Uden tanke på publikum. De blev kaotiske, smukke og uperfekte. Jeg viste dem aldrig for Henrik.

Når nogen nu spørger om ‘Kreativ Puls’, fortæller jeg den officielle historie: En medarbejderidé for at styrke trivselen. Men inderst inde ved jeg, at den blev født i et oprør. Et oprør mod at gøre mit hjerte til kontorartikler. Det blev finansieret af tre gyldne blyanter fra et spil uden rofus. En ironi så tyk, at den kun kan være sand. Nogle gange er det største kreative skaberværk ikke en bog. Det er at skabe plads til andres kaos. Og det kræver, at man først vender ryggen til sin egen kontrol.